D. 24. september 2008 sendte DR et program om behandling af mesotheliom. Programmet var groft manipulerende og forherligede på et fejlagtigt grundlag en type kemoterapi frem for andre.
Seriøse behandlere blev fremstillet som mistænkelige og videnskabelige forsøg som suspekte tiltag, der kun havde til formål at berige og berømme.
Udsendelsen var fyldt med urigtige beskyldninger, og efterfølgende har DSKO forsøgt at få taletid i medierne for at gendrive nogle af disse beskyldninger.
Der har imidlertid ikke været interesse i medierne for at følge op på denne udsendelse. Det må vi tolke som at andre journalister også kan gennemskue og forkaste den ringe research og manipulerende stil udsendelsen repræsenterede.
Læs inlægget fra FYO's formand og medlem af DSKO's bestyrelse Nicolaj Andreassen her; www.dagensmedicin.dk/debat/2008/10/03/nar-vagthunden-bliver-gyse/
DSKO har gennemført en enquete blandt de onkologiske afdelinger marts 2008. Der er en positiv fremgang i antallet af besatte speciallægestillinger, dog primært på centerafdelinger. Af de aktuelt normerede stillinger er 83% besat. I 2006 var kun 73% af de opslåede stillinger besat.
Bemærk at der herudover i 2008 vil komme et antal stillinger, som udløses af bla. mammografiscreening og udvidelsen af strålebehandlingskapaciteten.
Den danske radioterapigruppe (DRTG), som består af stråleterapiledelserne på de seks stråleafdelinger, har på møde den 22. november godkendt en fælles standard for planlægning af primær kurativ strålebehandling. Modellen er efterfølgende godkendt af DSKO's bestyrelse. Den kan ses her. Det er DSKO og DRTGs håb, at modellen vil blive indarbejdet i DMCG'ernes nationale retningslinier for udredning og behandling af kræftsygdomme.
Kræft som en akut sygdom - 17. august 2007
Sommerens store debatemne har været de lange udredningstider for kræft. DSKO deltog før sommerferien i en arbejdsgruppe under DMCG.dk. Arbejdsgruppen har udarbejdet et notat, der beskriver behovet for et accelereret udrednings- og behandlingsforløb for kræftpatienter. Notatet anviser også en række løsningsforslag, herunder ikke mindst etablering af pakkeforløb og forløbsansvar. Se det samlede notat her.
Regeringen har med statsministeren i spidsen erklæret, at kræft skal betragtes som en akut sygdom. Man er villig til store økonomiske investeringer for at nå dette mål.
Danske Regioner har den 17. august offentliggjort en handleplan for 'akut' behandling af kræftpatienter. Se nærmere her.
De danske kræftlæger er positive overfor disse nye prioriteringer i sundhedsvæsenet, som vil betyde store forbedringer for kræftpatienterne. Et holdningsskifte er nødvendigt, og med de politiske udmeldinger er vejen banet for radikale ændringer. Læs interview med DSKO's formand i Dagens Medicin her.
Nyt om fireårsprincippet - august 2007
Ifølge Lægeforeningen har man ændret i de nye regler for speciallægeuddannelsen: Læs mere på www.laeger.dk.
Sluger onkologer kameler?
Dagens Medicin bragte den 22. november 2007 en leder om DSKO's holdning til kræfthospitaler og centralisering af kræftbehandling. Man kunne af overskriften få det indtryk, at DSKO har ændret holdning, og nu pludselig ønsker kræfthospitaler. Men, som det vist også fremgår af selve teksten, så er vores holdning fortsat, at man i forbindelse med den næste Kræftplan bør sætte fokus på hvordan hele kræftområdet organiseres, herunder inddrage erfaringer fra udlandet. Om den bedste model indbefatter nye store kræfthospitaler, diagnostiske centre eller andet må afhænge af en sådan analyse. DSKO vil deltage med åbent sind i arbejdet.
Det er nøjagtigt samme svar, som vi gav sidste gang Dagens Medicin spurgte til emnet - og et synspunkt vi har fremført i møder på Christiansborg og i Sundhedsstyrelsens udvalg for specialeplanlægning det sidste år.
Cai Grau
Nye regler for speciallægeuddannelse - maj 2007
Nedenstående er sendt til Sundhedsministeriet, Lægeforeningen, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen
"4-års reglen – en tvivlsom håndsrækning til dansk kræftbehandling
Flere speciallæger i en fart og bedre muligheder for rekruttering der hvor behovet er størst. Dette er de ædle intentioner bag den nye reform af speciallægeuddannelsen. Begge dele lyder besnærende, ikke mindst for et speciale som klinisk onkologi, hvor der som følge af voldsom ekspansion er ved at opstå en betydelig mangel på speciallæger. Ikke desto mindre er der dele af reformen, som vi er nødt til at forholde os stærkt kritiske overfor.
Et centralt element i reformen er, at hoveduddannelsesforløbet skal være påbegyndt senest 4 år efter start på turnus og at denne frist kun forlænges med 1½ år for dem der har gennemgået et Ph.d.- forløb. Bruger man således 1 år på turnus, 1 år på en introduktionsstilling og 3 år på en Ph.d., vil man have afskåret sig fra at fortryde sit specialevalg, idet der ikke er tid til en ny introduktionsstilling. Ydermere skal der ikke gå meget galt i Ph.d.-forløbet eller være ret lang ventetid på introduktionsstillingen, før man mister muligheden for overhovedet at blive speciallæge. Reglerne vil utvivlsomt afholde mange fra at påbegynde et Ph.d.-studie. Som det fremgår af nedenstående, kan netop dette vise sig at blive et stort problem for fremtidens kræftbehandling.
Ph.d.-forløb genererer viden og skaber netværk
En stor del af den kræftforskning, der foregår i Danmark, sker som led i Ph.d.-projekter. Forskningen skaber vigtig ny viden, som i sidste ende kommer kræftpatienter til gode. Som led i deres uddannelse etablerer mange Ph.d.-studerende samarbejde med udenlandske forskere. Herved sikres danske kræftlæger en plads i det internationale netværk, hvor fremtidens behandlinger udvikles.
Videnskabelige kompetencer er vigtige
Forskning udgør en integreret del af hverdagen på en kræftafdeling. Mange behandlinger gives som led i forsøgsprotokoller. Det kræver videnskabelig indsigt at udvælge og etablere nye behandlinger. En høj andel af læger med videnskabelige kompetencer er derfor helt nødvendig på en kræftafdeling og en direkte forudsætning for, at kræftbehandlingen fortsat kan udvikles.
Forskning medvirker til rekruttering
Det sker ikke sjældent, at yngre læger efter et Ph.d.-forløb på en kræftforskningsinstitution fatter interesse for fagområdet og beslutter sig for at påbegynde en speciallægeuddannelse i klinisk onkologi. Muligheden for at kombinere klinisk arbejde med videnskabelig aktivitet er ofte en medvirkende årsag til at yngre læger vælger det onkologiske speciale. Således frygter vi, at den nye reform af speciallægeuddannelsen vil påvirke det onkologiske speciale negativt og lægge hindringer i vejen for ambitionen om, at dansk kræftbehandling skal være på højeste internationale niveau. Endvidere forholder vi os generelt kritiske overfor, om tvang og restriktioner er den rette måde, hvorved man sikrer engageret og kompetent arbejdskraft i fremtiden. Den globaliserede verden byder på mange muligheder og de rigide regler kunne meget vel foranledige unge læger til at slå sig ned i vore nabolande eller helt at søge væk fra hospitalssektoren.
Vi opfordrer derfor de implicerede parter til at genoverveje reformen af speciallægeuddannelsen, herunder især reglerne omkring tidsfrister og Ph.d.-studiet.
Cai Grau, Dansk Selskab for Klinisk Onkologi
Jens Overgaard, Dansk Forskerskole i Klinisk Onkologi
Nicolaj Andreassen, Foreningen af Yngre Onkologer"
Årsmøde 19.-21. april 2007 på Munkebjerg var velbesøgt med 145 deltagere.
Se indlægget fra lektor i pædagogisk psykologi på Danmarks Universitet og forsknings direktør i Universe Research Lab: Hans Henrik Knoop "Hvorfor læger yder, når de nyder!"
Generalforsamling i DSKO 2007
Der afholdtes ordinær generalforsamling i DSKO 19. april 2007 kl. 20.15 på Hotel Munkebjerg
Se formandsberetning, vedtægtsændringer, regnskab for 2006 mv. her.
Alternativ og supplerende kræftbehandling i Danmark -15. januar 2007
Læs om DSKO's holdning til alternativ og supplerende behandling.
Dimensionering af speciallægeuddannelserne - 22. december 2006
Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan for 2008-2012 er nu offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Alle høringssvar fra specialeselskaberne og Danske Regioner er ligeledes tilgængelig på hjemmesiden. Det fremgår at klinisk onkologi kan udvide fra 18 til 24 hoveduddannelsesforløb når den nye dimensionering træder i kraft, og at der kan ske gradvis yderligere udvidelse når rekrutteringsgrundlaget forbedres.
Dokumentationscenter for Strålerapporter - 13. december 2006
Siden DSOs Acceleratorrapport udkom i 1999 er der lavet 18 rapporter vedrørende stråleterapi i Danmark. Emnerne har bl.a. omfattet benchmarking, studieture og analyser af effektivisering, udvidet åbningstid, maskiners levetid og jobglidning. For at sikre, at erfaringer og anbefalinger fra de mange projekter og rapporter kommer alle til gode, har vi oprettet "Dokumentationscenter for Strålerapporter" - et elektronisk bibliotek på http://www.dsko.org/default.asp?page=67.
De mange rapporter kan virke overvældende. Nybegyndere anbefales at starte med Acceleratorrapport II og de tilhørende eksterne analyser fra CEMTV og DSI. Det var på baggrund af disse arbejder, at Kræftplan II anbefalede en massiv investering i maskiner og personale.
Hvis man er interesseret i analyser af manglen på kræftlæger anbefales to rapporter fra Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, fra hhv. januar 2006 og november 2006. Konklusionerne er identiske: Der mangler mindst 65 speciallæger i klinisk onkologi – svarende til en tredjedel af alle stillinger. Se indlæg nedenfor.
Vi håber denne nye service vil blive vel modtaget, og opfordrer alle til at indsende evt. yderligere analyser og rapporter til dokumentationscentret (info@dsko.org).
Cai Grau, formand, DSKO
Den aktuelle debat om kapacitet og ventetider - November 2006
Det er en hektisk tid - kræftbehandling er atter blevet et varmt politisk emne. DSKOs medlemmer har gennem stormfulde uger med saglige og velafbalancerede indlæg bidraget positivt til debatten. Uanset om man er enig i de politiske konsekvenser har det været rart at konstatere, at de fleste politikere og embedsmænd nu er klar over hvor pressede kræftlægerne er, og at vi i den grad mangler ressourcer og især personale.
Dimensionering af speciallægeuddannelsen i klinisk onkologi - November 2006
Speciallægesituationen i Klinisk Onkologi er allerede yderst alvorlig. Der mangler aktuelt 68 speciallæger, svarende til en tredjedel af det samlede behov. Det afspejler sig i et massivt arbejdspres på de onkologiske afdelinger. Den onde cirkel mellem arbejdsbelastning - rekruttering - fastholdelse af de seniore læger er i omløb. Baseret på prognoserne fra Kræftplan II skal der frem til 2012 uddannes 232 nye speciallæger, dobbelt så mange som den aktuelle uddannelsesnormering. Med lægemangel og begrænset uddannelseskapacitet tyder prognosen på, at vi må forvente langvarig mangel på kræftlæger. Det er nødvendigt med massive investeringer og akutte alternative løsninger.
DSKOs løsningsforlag
DSKO har flere gange, senest i november 2006, foreslået Sundhedsstyrelsen en række tiltag som kan afhjælpe situationen på kort og lang sigt:• Løbende opslag af ubegrænset antal uddannelsesstillinger (I og H stillinger) tilpasset den enkelte afdelings rekrutteringsmuligheder
• Oprettelse af en alternativ studiebaseret introduktion til specialet med mindre klinisk rutinearbejde, men mere teori
• En større fokusering på arbejdsmiljø, forskningsmuligheder og uddannelse i forhold til produktion
• Samlet rekruttering af et større antal udenlandske speciallæger, der får et fælles uddannelsesforløb i DK, evt. planlagt og koordineret af DSKO.
• Uddannelse af Kliniske Onkologer i udlandet med dansk finansiering
• Overflytning af opgaver til andre personalegrupper, hvor der nemmere kan rekrutteres
• Rekruttere/efteruddanne en række kolleger fra beslægtede specialer, primært intern medicin
Dokumenter vedrørende speciallægesituationen i klinisk onkologi findes under Bibliotek.
Vi forventer at komme i dialog med Sundhedsstyrelsen om disse forslag i nærmeste fremtid.
MVH Bestyrelsen
Brugerprofil og nyhedsbreve - September 2006
Alle medlemmer af DSKO bedes registrere sig på hjemmesiden snarest muligt. Nyhedsbreve vil blive udsendt løbende på e-mail til alle registrerede brugere, og samlet med posten 2 gange årligt fra lægeforeningen. På længere sigt forventes al post at blive udsendt elektronisk. Derfor:
Registrér dig og modtag nyhederne før alle andre!
.
Tryk her for at oprette brugerprofil.
.
Acta Oncologica - September 2006
Firmaet Roche har velvilliget bidraget til, at vi kan tilbyde alle medlemmer af DSKO et gratis abonnement på tidsskriftet Acta Oncologica i resten af 2006 og 2007. Roche sørger for at bringe tidsskriftet ud på afdelingerne. Der er planlagt 2 numre i resten af 2006 og ca. 8 numre i 2007.
Vi håber, at du har lyst til at få et gratis abonnement på Acta Oncologica. Du tilmelder dig ordningen samtidig med oprettelse af brugerprofil.
.
Konstituering - Maj 2006
Der har været formandsskifte i DSKO - Dansk Selskab for Klinisk Onkologi:
Ledende overlæge, ph.d. Niels Holm, Onkologisk afd. R, Odense Universitetshospital, har valgt at stoppe efter 10 år som formand for de danske kræftlæger. Først var han i 8 år formand for Dansk Selskab for Onkologi (DSO), og og de seneste 2 år i Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, en sammenlægning af DSO og Dansk Selskab for Medicinsk Onkologi. Under Niels Holms formandsskab har dansk kræftbehandling været igennem en rivende udvikling med stadig flere nye behandlingstilbud og to kræftplaner. Tak til Niels for hans betydningsfulde indsats for dansk onkologi.
Se den nye bestyrelse her.
.
Ny hjemmeside - 2006-07-05
DSKO har nu fået ny hjemmeside.