DSKO's officielle og generelle holdning til alternativ behandling


De danske kræftlæger er klare over at mange patienter opsøger alternativ behandling. Vores generelle holdning er, at kræftpatienter skal gøre hvad de finder er et godt valg for dem selv. Alternativ behandling kan påføre patienterne store udgifter og er ikke altid fri for bivirkninger. Dette kan være svært at acceptere når der ikke er nogen dokumentation for effekten.

  

Danske kræftlæger har lavet en del forsøg både alene og i samarbejde med alternative behandlere, med f.eks. mistelten og hajbrusk, uden at der er påvist effekt.

  

Det er vores pligt at udvikle bedre behandlinger til kræftpatienter, og vi tager udgangspunkt i stoffer og principper med et biologisk rationale for virkning.


Udvikling af nye behandlinger er meget ressourcekrævende og kræftlægerne bruger de ressourcer samfundet stiller til rådighed i form af personale og apparatur på forskning, der er godkendt af myndighederne. Det er ikke muligt for kræftlægerne at rådgive patienter om udokumenteret behandling.  

 

Hvis danske kræftlæger ønsker at lave forsøg i samarbejde med alternative behandlere er der ikke noget der hindrer dette, men forsøgsprotokollerne bør følge samme regler som de mere konventionelle og bør vurderes på lige fod med andre forsøg.

 

Kræftlæger samarbejder med mange andre læger og faggrupper i behandlingen af patienterne og vil selvfølgelig også samarbejde med læger der udøver alternativ behandling om lægefaglige spørgsmål. Vi kan ikke tilbyde at samarbejde om behandlinger, der hverken er dokumenterede eller registrerede, da det strider mod lovgivning og etik.

 

Kræftlægernes vigtigste arbejde er at behandle kræftpatienter efter den højeste internationale standard med veldokumentede behandlinger. Nytænkning er en del af hverdagen da udviklingen på området er enorm og kræver konstant indsigt og omtanke.

 

DSKO 2. januar 2007

HTML | CSS | 508